Byliv i Fællesskab - Strategier for levende og bæredygtige bymidter i Haslev og Faxe

Faxe Kommune har igangsat projekt Byliv i Fællesskab, som skal styrke bymidterne i Haslev og Faxe.

Projektet skal udvikle strategier for bymidterne i Haslev og Faxe, der kan bære udviklingen fremad i mange år. Målet er at skabe mere levende bymidter hvor aktiviteter, mennesker og steder hænger bedre sammen, og hvor flere har lyst til at være, deltage og investere.

Arbejdet med bystrategierne vil foregå frem til efteråret 2027 hvor strategierne skal politisk vedtages. Projektet er medfinansieret af Den Europæiske Union, som har bevilget 1,5 mio. kr. til projektet. 

Fire temaer for udviklingen

Det er vigtigt at bystrategierne skræddersyes til bymidternes lokale udfordringer og potentialer. Derfor vil vi samle de lokale kræfter om en fælles retning med strategier der kan bære udviklingen fremad i mange år. Dette gælder både for kommunen, politikere, borgere og aktører. 

Vi kender ikke alle svarene på forhånd og derfor skal vi undervejs i processen inddrage borgere og aktører som kan give deres besyv med. Du kan læse mere om hvordan vi vil samle lokale input under afsnittet "borgerinddragelse". Vi genbesøger også tidligere planer og strategier for at vurdere om noget skal ændres til en nutidig kontekst eller tilpasses yderligere til bymidternes nuværende udfordringer.

Dét vi ved er, at arbejdet med de to bystrategier vil tage udgangspunkt i fire gennemgående udviklingsprincipper. De udtrykker hvad vi vil opnå og hvordan vi vil arbejde undervejs. 

  • Kulturen i centrum: Fra de klassiske kulturinstitutioner, frivillige foreninger og events til hverdagskultur og lokale traditioner. Vi vil tydeliggøre de oplevelser byerne hver især byder på, og synliggøre kulturen og identiteten i bymidterne. 
  • Grønne greb: Vi skal indtænke klimatilpasning, biodiversitet, bynatur og grønne lommer som en integreret del af byudviklingen. Vi ser på, hvordan vi kan gøre vores bymidter både smukkere, grønnere og mere venlige over for klimaet. 
  • Sammenhængende byliv: Vi ser på, hvordan bymidternes attraktioner kan synliggøres, så det bliver nemmere og mere attraktivt at bevæge sig igennem. Handel, kultur, institutioner og natur skal bindes bedre sammen. 
  • Fællesskaber der løfter: En central ambition er, at udviklingen af bymidterne skal ske sammen med borgerne og de lokale aktører. Vi ønsker at mobilisere og styrke de kræfter, der allerede findes her. Vi skal arbejde med at skabe ejerskab og involvering, så flere kan være med til at præge bymidternes udvikling.

Arbejdet støttes af EU's regionalfond

I november 2025 søgte Faxe Kommune om støtte fra Den Europæiske Regionalfond til projektet Byliv i Fællesskab. Efter indstilling fra Indstillingsudvalget for Bæredygtig Byudvikling, blev projektet i februar 2026 valgt til at modtage 1,5 mio. kr. Det samlede budget er 2,5 mio. kr. Heraf kommer 1,5 mio. kr. fra EU’s Regionalfond.

Projektet løber fra november 2025 til udgangen af 2027, hvor de to bystrategier skal politisk vedtages. 

Medfinansieret af Den Europæiske Union