""

Lavbundsprojekter

På denne side kan du få et overblik over de lavbunds- og klima-lavbundsprojekter, som Faxe Kommune arbejder med.

Lavbundsprojekt eller klima-lavbundsprojekt? Kært barn har mange navne. De forskellige navne skyldes, at de finansieres af to forskellige tilskudsordninger. Klima-lavbundsprojekterne finansieres med tilskud fra en ren national ordning, mens Lavbundsprojekterne finansieres af EU. Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø varetager begge tilskudsordninger. Følgende projekter er under udvikling: Faxe Å, Orup Bæk, Søbækken og Svalebækken. 

Etablering af lavbundsprojekt Svalebæk 2

Faxe Kommune er i gang med at undersøge mulighederne for at etablere et lavbundsprojekt ved Svalebæk.        

Projektområdet set fra øst og Gammellung Mose til venstre og lavbundsområde til højre.                                         

Projektets formål er:
•    At bremse nedbrydning af tørvelaget og dermed reducere udledningen af drivhusgasser
•    At skabe mere naturlig hydrologi, nedsætte udledningen af næringsstoffer og derved forbedre vandmiljøet

Projektet vil afbryde dræn, sløjfe grøfter og hæve vandspejlet i nogle grøfter. Desuden omlægges Svalebækken på en strækning. Der er beregnet, at udledningen af drivhusgasser ved disse tiltag reduceres med 846 t CO₂-ækvivalenter pr. år svarende til 10,8 t/ha. Samtidig reduceres udledningen af kvælstof med 1.885 kg N/år. 

Det vurderes, at projektets etablering af vådere enge vil kunne føre til markante forbedringer for fuglelivet. Våde enge, moser, højstaudeenge og rørsumpe vil være til gavn for bestande af rørdrum, rørhøg, plettet rørvagtel, trane, engsnarre og mosehornugle. Visse steder kan arealet af internationalt beskyttede naturtyper øges og levesteder for sjældne arter af fugle, planter og insekter genskabes. Projektet vil understøtte naturen i Gammellung Mose.

Der blev i 2019 lavet en forundersøgelse af de tekniske og ejendomsmæssige muligheder og vi fik tilsagn til at realisere projektet i 2021. Det er dog blevet nødvendigt at ansøge om yderligere finansiering, hvilket vi afventer en snarlig afgørelse om.