Opbevaring af miljøfarlige stoffer og farligt affald

Faxe Kommune har udarbejdet en forskrift for opbevaring af miljøfarlige stoffer og farligt affald.

Forskriften omfatter regler og gode råd for, hvordan man opbevarer og håndterer miljøfarlige stoffer og farligt affald.

Virksomheder der modtager, opbevarer og bortskaffer miljøfarlige stoffer og farligt affald er ansvarlige for at dette udgør så lille en risiko for forurening som muligt.

Ved opbevaring af miljøfarlige stoffer og farligt affald - både råvarer, halvfabrikata, færdigvarer og affald - er der risiko for forurening af jord, grundvand, søer og vandløb samt tilledning til kloak.

For at nedsætte denne risiko, skal miljøfarlige stoffer og farligt affald opbevares og håndteres forsvarligt. Det gælder også produkter/genstande, hvorfra miljøfarlige stoffer kan sive ud eller blive udvasket fra - f.eks. brugte motordele, batterier, oliefiltre, akkumulatorer, sprøjtemiddelbeholdere, malerbøtter, metalspåner osv.

For at begrænse risikoen for forurening har Faxe Kommune udarbejdet denne kommunale forskrift for opbevaring af miljøfarlige stoffer og farligt affald.