AFGØRELSE: §25 tilladelse til solcellepark ved Jomfruens Egede Gods

Faxe Kommune har den 24. februar 2026 meddelt §25 tilladelse (VVM-tilladelse) til solcellepark ved Jomfruens Egede.

I forlængelse af Byrådets vedtagelse af kommuneplantillæg, lokalplan og miljøvurderingsrapport for solcellepark ved Jomfruens Egede Gods 27. februar 2025, har Faxe Kommune nu meddelt §25 tilladelse til solcelleparken.

Baggrund

Efter ønske fra Grøn Energi Faxe er der blevet udarbejdet lokalplan og kommuneplantillæg, som muliggør etableringen af cirka 121 ha solcellepark ved Jomfruens Egede Gods. I forbindelse med udarbejdelse af plangrundlaget, blev der også udarbejdet en kombineret miljørapport og miljøkonsekvensrapport (her kaldet miljøvurderingsrapport), hvis formål har været at finde – og vurdere – mulige påvirkninger på miljøet, herunder påvirkninger på borgere, natur, landskab med mere.
§25 tilladelsen, som nu meddeles, opstiller vilkår for, hvordan solcelleparken kan etableres.

Høring

Samtidig med vedtagelsen af ovenstående plangrundlag og miljøvurderingsrapport blev §25 tilladelsen sendt i høring frem til den 7. maj 2025. Faxe Kommune modtog ikke bemærkninger hertil.

Klagevejledning

Hvad er lovgrundlaget?
Lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

Hvad kan man klage over?
Retlige spørgsmål.

Hvem kan klage?
Ansøger, ejer, miljø- og fødevareministeren, enhver med retlig interesse i sagens udfald og landsdækkende foreninger og organisationer, der som formål har beskyttelsen af natur og miljø eller varetagelse af væsentlige brugerinteresser for arealanvendelsen og har vedtægter eller love, som dokumenterer deres formål, og som repræsenterer mindst 100 medlemmer.

Hvortil skal klagen sendes?
Din klage skal indsendes via Klageportalen, som du finder et link til på http://kpo.naevneneshus.dk. Du kan også finde Klageportalen via www.borger.dk eller via www.virk.dk.

Miljø- og Fødevareklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der indgives uden om Klageportalen, medmindre der er en særlig grund til fritagelse. En anmodning om eventuel fritagelse skal sendes til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Samtidig bedes du give Faxe Kommune besked om anmodningen. Så ved kommunen nemlig, at der er en klage på vej. Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet fritager dig, skal kommunen oprette klagen for dig i Klageportalen.

Hvem kan hjælpe?
https://naevneneshus.dk/start-din-klage/miljoe-og-foedevareklagenaevnet/vejledning/ kan du finde en vejledning til, hvordan du anvender Klageportalen eller søger om fritagelse for brugen. Du kan desuden kontakte Callcentret på telefon 7240 5600, som er åben mandag-fredag, kl. 9-15.

Hvad er klagefristen?
Klagefristen udløber 4 uger efter, at afgørelsen er offentliggjort, og det vil sige klagen senest d. 24. marts 2026 skal være tilgængelig for myndigheden i klageportalen, og klager skal have betalt gebyr og endeligt godkendt klagen.

Hvad koster det at klage?
Privatpersoner skal betale 900 kr. Virksomheder og organisationer skal betale et gebyr på 1.800 kr. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen, og du har indbetalt gebyr for klagen.

Søgsmålsfrist: Søgsmål til prøvelse af afgørelsen ved domstolene skal være anlagt inden 6 måneder fra meddelelsesdatoen for afgørelsen.

Hvad er en §25 tilladelse?

En §25-tilladelse efter miljøvurderingsloven er kommunens afgørelse om, at et konkret projekt må gennemføres, fordi dets påvirkning af miljøet er undersøgt og vurderet.

Tilladelsen gives til projekter, som kan have en væsentlig indvirkning på miljøet – for eksempel større byggeri, tekniske anlæg eller infrastrukturanlæg. Formålet er at sikre, at miljøhensyn indgår i beslutningen, før projektet sættes i gang.

Som grundlag for §25-tilladelsen er der udarbejdet en miljøkonsekvensrapport. Rapporten beskriver og vurderer projektets mulige påvirkninger på blandt andet natur, miljø, landskab, mennesker, klima og kulturarv. Den redegør også for eventuelle afværgeforanstaltninger, der kan reducere eller undgå negative påvirkninger.

Kommunen har på baggrund af miljøkonsekvensrapporten og den gennemførte høring vurderet, at projektet kan tillades på de fastsatte vilkår.

Miljøkonsekvensrapport

Støjnotat Frenderupmark og Kildeholm

Støjnotat Store Havemark

Støjnotat Kikkenborg

Forundersøgelse af Bilag IV-arter

Feltskema

Fugleundersøgelse

Flagermus

Paddekort

Hasselmus

Buxbaumia

Eremit og mosskorpion

Odder

Landskabskarakterområde

Landskabsbeskrivelse

Landskabsanalyse

PFAS

Forskrift nedrivnings-, bygge- og anlægsaktiviteter