Formand inviterer til cafémøder om familieområdet

Borgere i Faxe Kommune får nu mulighed for at dele deres erfaringer med kommunens familieområde direkte med formanden for kommunens Familieudvalg.

Formanden for det nye Familieudvalg i Faxe Kommune inviterer til to cafémøder, hvor en mindre gruppe af familier kan komme i dialog med formanden og direktøren for familieområdet, så der er tid til at komme i dybden med erfaringer og oplevelser.
 
Cafémøderne finder sted:
29. april kl. 16-18 på Dalgården i Rønnede
27. maj kl. 16-18 på Haslev Bibliotek
 
Alle er velkomne, men man skal tilmelde sig på tilmelding@faxekommune.dk (skriv kun navn i tilmeldingen).
Man skal tilmelde sig senest 25. april, og Faxe Kommune giver direkte og personlig besked, til dem der får tid på de to første cafémøder.
 
Der kommer flere datoer til efteråret, og her vil man også modtage en invitation til et af efterårets cafémøder. 
 
Formand for Familieudvalget, Christina Birkemose siger:
 
- Møder med borgere giver indsigt i, hvordan beslutninger opleves i praksis. De skaber forståelse for konsekvenserne af politik og kan være med til at forbedre fremtidige løsninger. Samtidig er det vigtigt at understrege, at vi politikere ikke kan træffe eller ændre konkrete afgørelser i den enkelte sag, men vi kan tage borgernes dyrebare erfaringer med os og bruge dem til læring.
 
Cafémøderne er et af de første konkrete initiativer fra det nyoprettede Familieudvalg i Faxe Kommune.

Udvalget er etableret for at styrke kvalitet, fremdrift og retssikkerhed på familieområdet. En central ambition er at skabe en mere sammenhængende indsats, hvor borgernes perspektiver i højere grad inddrages systematisk.

Derfor er dialogen med borgere et vigtigt skridt i arbejdet med at udvikle området.
 
- Jeg og medlemmerne af udvalget ved, at der er borgere, som har haft svære forløb, og det tager vi alvorligt. Med cafémøderne ønsker jeg at skabe en åben og tryg ramme for dialog, hvor vi kan blive klogere og tage ansvar for at gøre det bedre, tilføjer Christina Birkemose.

Input fra møderne vil indgå i Familieudvalgets videre arbejde.