Høring om planer for 2. etape af erhvervsområdet ved motorvejen i Rønnede

Faxe Kommune sender nu forslag til kommuneplantillæg 5 og lokalplan 1000-54 med tilhørende miljørapport i offentlig høring.
Planerne handler om udvikling af næste etape af erhvervsområdet ved motorvejen i Rønnede samt nye grønne og rekreative arealer.

Faxe Byråd har den 25. juni 2026 godkendt, at forslag til kommuneplantillæg 5 og forslag til lokalplan 1000-54, med tilhørende miljørapport, sendes i offentlig høring.
Planforslagene offentliggøres onsdag den 1. juli 2026 og er i høring frem til onsdag den 9. september 2026.

Du kan læse mere om Byrådets behandling af sagen her: 
Link til referat af byrådets møde – se punkt 129
 

Borgermøde

Faxe Kommune holder borgermøde om planforslagene: 
Torsdag den 13. august 2026 kl. 19.00 

Møllevangsskolen, lokale 173
Eskilstrupvej 3 
4683 Rønnede

På mødet fortæller kommunen om planerne for området, og du får mulighed for at stille spørgsmål til planforslagene.

Dine muligheder

Har du spørgsmål til planforslagene, kan du kontakte Mikael Saugstrup Nielsen, Center for Teknik, Miljø & Service:

Telefon: 56 20 30 19
Mail: plan@faxekommune.dk

Hvis du ønsker at indsende et høringssvar, skal Faxe Kommune have modtaget dine bemærkninger eller ændringsforslag senest: Onsdag den 9. september 2026

Du kan sende dit høringssvar på mail til:

   plan@faxekommune.dk

eller pr. brev til:

   Faxe Kommune
   Frederiksgade 9
   4690 Haslev

Når du indsender et høringssvar, giver du samtidig samtykke til, at dit navn og din adresse bliver vist i hvidbogen. Hvidbogen offentliggøres, inden en plan eventuelt vedtages endeligt.

Hvis du har hemmelig adresse, skal du oplyse det i dit høringssvar. Du skal stadig skrive dine kontaktoplysninger, men du vil fremstå uden navn og adresse i hvidbogen. Faxe Kommune vil dog være bekendt med din identitet.

Baggrund

Planerne er udarbejdet på baggrund af Byrådets ønske om at igangsætte udviklingen af næste etape af erhvervsområdet ved motorvejen i Rønnede.

Samtidig udlægger planerne et nyt bynært rekreativt område. Området skal understøtte Byrådets intentioner om ny natur, skovrejsning, fritidsformål og beskyttelse af eksisterende natur.

Lokalplan 1000-54

Lokalplan 1000-54 overfører hovedparten af planområdet fra landzone til byzone.

Lokalplanen udlægger nye erhvervsområder til blandt andet:
- lettere industri
- lager
- håndværk
- kontor- og serviceerhverv

Anvendelserne er i overensstemmelse med de gældende kommuneplanrammer for området.

Lokalplanen fastlægger også, at vejadgangen til området skal ske via en forlængelse af Symbiosen. Derudover reserveres der areal til en mulig fremtidig omfartsvej nordvest om Rønnede.

Endelig udlægger lokalplanen større sammenhængende grønne og rekreative arealer. Arealerne omfatter blandt andet regnvandsbassiner, beplantningsbælter og mulighed for kommunal skovrejsning.

De grønne arealer skal både afskærme mod den eksisterende boligbebyggelse og Rønnede Kro samt bidrage til øget rekreativ værdi og biodiversitet i byens nordvestlige kant.

Tillæg nr. 5 til Kommuneplan 2025

Parallelt med lokalplan 1000-54 er der udarbejdet tillæg nr. 5 til Kommuneplan 2025.

Kommuneplantillægget justerer afgrænsningen af rammeområderne:
- R-E3 “Ved Stamvejen”
- R-E4 “Bag Rønnede Kro”

Justeringen betyder, at rammeområderne tilpasses lokalplanens afgrænsning og delområder.

Derudover udlægger kommuneplantillægget et nyt rammeområde:
- R-R5 “Grønne områder ved Symbiosen

Rammeområdet udlægges til rekreative formål, bynær natur og regnvandsbassiner.

Retsvirkninger

I lokalplanområdet gælder et midlertidigt forbud mod udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse fra den 1. juli 2026 og indtil planen er offentliggjort efter endelig vedtagelse, dog maksimalt 1 år, jf. planlovens § 17.

Miljøvurdering

Faxe Kommune har i henhold til miljøvurderingsloven truffet afgørelse om, at forslag til kommuneplantillæg 5 og forslag til lokalplan 1000-54 skal miljøvurderes.

Der er derfor udarbejdet en miljøvurdering af planforslagene. Miljøvurderingen belyser de miljømæssige påvirkninger på omgivelserne, hvis planforslagene udnyttes fuldt ud.

Miljøvurderingen foreligger som en miljørapport. Rapporten beskriver blandt andet, hvilke miljøpåvirkninger planforslagene kan medføre, og hvilke afværgetiltag der kan anvendes for at undgå væsentlige miljøpåvirkninger.

Efter miljøvurderingsloven skal forslag til planer, der miljøvurderes, sendes i offentlig høring sammen med miljørapporten. Planforslagene og miljørapporten skal derfor være tilgængelige i hele høringsperioden.

Miljørapporten betragtes som færdig, når den sendes i høring sammen med planforslagene. Det er lokalplanforslaget og forslaget til kommuneplantillæg, der kan indsendes høringssvar til.

Hvis høringen viser, at der er behov for ændringer i miljørapporten, kan det betyde, at både miljørapporten og planforslagene skal sendes i fornyet høring. Der kan dog foretages planændringer uden fornyet høring, hvis ændringerne ikke medfører ændrede miljøpåvirkninger i en grad, der kræver ændringer i miljørapporten.

Klagevejledning

Byrådets beslutning om at sende planforslagene i offentlig høring kan ikke påklages til Planklagenævnet.

Først når Byrådet eventuelt vedtager planerne endeligt, og planerne efterfølgende offentliggøres, kan retlige spørgsmål påklages til Planklagenævnet, jf. planlovens § 58, stk. 1, nr. 3.